I anledning af World Mental Health Day arrangerede IF Silkesind traditionen tro en gratis cykeltur d. 7.10. for alle interesserede og turen afsluttede også cykelturene “100 km. for Mental Sundhed” som flere af de fremmødte havde deltaget i siden juni måned.
Omkring 40 deltagere i alt mødte frem med godt humør på en solstrålende og lun efterårsdag.
Helle Gade, formand for socialudvalget i Silkeborg Kommune, sendte deltagerne afsted med en fin tale og opmuntring til at benytte sig af naturen og deltage i fællesskaber, også når man er sårbar.
Målet for cykelturen var som de foregående år Schoubyes Sø, i lokale munde “den kunstige sø”, og både elcykler, havelåger, mountainbikes og tandemcykler trillede i roligt tempo henover cykelstierne gennem Nordskoven og alle bidrog til at skabe en herlig stemning.
Ved hjemkomsten var der kaffe og boller samt goodiebags til alle deltagerne og efterfølgende var der foredrag i Psykiatriens Hus med temaet Søvn.
Tak for en dejlig dag og tak til vores samarbejdspartnere og sponsorer for at medvirke til et vellykket arrangement. Vi håber, vi ses igen til næste år, samme tid og samme sted.